England - torsdag den 25. august 2011
Skiddaw og Elterwater
Jeg vågnede alt for sent. Kl. 7:30. Så var det jo svært at nå at skrive dagbog! Vi skulle spise morgenmad kl. 8. Afhængig af vejret, var planen for Hans og jeg at klatre op på Skiddaw. Marie og Gitte ville tvinge det sidste ud af deres buskort og køre til Elterwater. Vejret tegnede perfekt med solskin, så vi holdt ved vores planer. Efter en god gang morgenmad på Shemara, sagde vi farvel til pigerne, der først skulle på marked i gågaden. Vi ville nå bussen kl. 9:10 mod Workington. Så det blev Hans? og min sidste tur med vores Mega Rider Plus buskort.
Vi stod af i Milbeck. Nøjagtig samme sted, som Jan og jeg steg af sidste år i oktober. Spadserede op til byen Milbeck og så startede opstigningen ellers. Det første stykke gik op over en græssti. Den var lidt fugtig men det gav ikke anledning til problemer. Snart var vi oppe ved stien, der består mest af jord og faste sten. Det var underlaget langt det meste af turen opad. Den er ikke teknisk krævende men bare umanerlig hård og små pauser kommer helt af sig selv, da vi skulle hive efter vejret. Omkring halvvejs nåede vi til et punkt, hvor der var en form for en lille borg, hvor vi holdt lidt pause.
Næste udfordring var et langt lige stykke, hvor vi kan se langt frem for os. Hans synes det var irriterende at kunne se næsten en uendelig sti foran sig. Jeg brugte mindre krudt på at kigge fremad men mere nedad, for at holde godt styr på, hvor jeg trådte. Engang imellem stoppede vi op, for at vende os om og nyde udsigten ned over Keswik, Lake Derwentwater og bjergene omkring.
Efter godt 2 timers vandring (klatring) nåede vi sidste etape, der nu lå foran os. En stejl stigning direkte op mod toppen af Skiddaw. Underlaget var skifersten og sort fast jord nogle steder. En ordentlig finale på herreturen! Det klarede vi også. Vi havde haft bjergene for os selv men da vi nåede denne sidste etape, var 3 personer på vej ned af den stejle sti. Vi var glade for, at vi ikke skulle den vej ned. Det er meget hårdt for benene at gå ned af.
Vi nåede til tops i flot solskinsvejr. Der var totalt vindstille med enkelte kolde vindstød. Men så flot et vejr, at vi kunne tage vores overtøj af. På toppen var der et sand mylder med mennesker. Hvor pokker var de kommet fra, tænkte vi. De havde garanteret taget den lettere vej op til toppen. Vi gik lidt frem og tilbage på Skiddaws top og fandt et sted, hvor vi kunne nyde vores frokost. Jeg havde smuglet et par Old Peculier øl med til tops. Det var jo en herretur. De kunne udgøre et vist modspil til de 2 hvide boller, som udgjorde det centrale i de lunchbags, vi havde bestilt på vores B&B.
Så gik det nedad igen. Vi tog den nærmeste omvej og besteg et par toppe på vej nedad. De går vist begge under navnet Little Man. Jeg huskede turen ned som forholdsvis let. Det er en bred sti, der slynger sig ned over bakkerne til en P-plads, der er udgangspunkt for mange af vandrerne. Men turen var nu ikke så let, som jeg huskede. Det var forholdsvis stejlt på en stor del af turen, så det krævede absolut koncentration, for det kan hurtigt gå galt, hvis man træder forkert.
Så især knæene var trætte, da vi nåede ned til P-pladsen. Vi fortsatte gennem skoven rundt om Latrigger og ned til broen, der fører over hovedvejen (der kører udenom Keswick). Vejen ind mod centrum havde Jan og jeg lidt problemer med sidste år og Hans og jeg ville prøve at gøre det bedre denne gang. Vi nåede frem til Keswick Hotel via Cumbria Route men gik så forkert. Med et par sidespring kunne vi konstatere, at vi kunne gå den direkte vej ved at krydse en rundkørsel, der viser ned mod en stor P-plads. Vi skulle passere P-pladsen, hen til en stor svømmehal og venstre om hallen. Så var vi tæt på centrum. Men det var lidt bøvlet at finde frem til det og vi måtte bl.a. have lidt hjælp af en venlig dame, der var indbegrebet af en englænder med opsat hår og et karakteristisk engelsk udseende.
I gården bag Oddfellows Arms pubben kunne vi nyde et par velfortjente fadøl, til vores piger kom retur fra deres tur. De havde hygget sig fælt med at kigge på torsdagsmarked i Keswick og en bustur til Elterwater, hvor de havde jagtet et vandfald.
Vi gik tilbage til vores B&B, for at slappe lidt af, få et bad og gøre klar til aftenens program.
Vi ville først på aftentur på Derwentwater. Det kostede næsten 10 pund for en times sejltur med guide, en ung fyr, der fortalte om omgivelserne efterhånden som vi sejlede rundt. Inkluderet i turen var et glas vin eller en sodavand, så vi kunne rigtig sidde på vores flade og nyde underholdningen og de flotte omgivelser.
Vel tilbage i Keswick gik turen til restaurant Siennas, hvor vi havde bestilt bord. Her stod den på et godt stykke oksekød, der dog ikke levede helt op til forventningerne. Det var stegt for meget og det var en anelse sejt. Men mætte blev vi og igen måtte vi konstatere, at der ikke var stor basis for at slutte dagen af med en øl på pubben. Det er lidt af et antiklimaks i forhold til tidligere ture til Lake District, hvor vi sørger for at smage godt på de lokale øl. Her bliver det som regel ikke til mere end 2 øl pr. dag.
Men vi var alle trætte, så det gik retur til Shemara, hvor nattesøvnen hurtigt indfandt sig. En urolig nat, hvor jeg vågnede kl. 3 og ikke faldt i søvn igen før omkring kl. 4. Det var nok den seje bøf, der holdt mig vågen !
